Om Nationalt Genom Center

Nationalt Genom Center er en styrelse under Sundhedsministeriet og har til opgave at udvikle og drive Danmarks nationale infrastruktur for personlig medicin. Infrastrukturen består af et Nationalt Helgenomsekventeringscenter og et Nationalt High Performance Computing Center (Supercomputersystem). Infrastrukturen er bl.a. designet ud fra principper om security-by-design og skalerbarhed; både ift. kapacitet og teknologi.

Centret er omdrejningspunkt for en visionær og balanceret udvikling af personlig medicin i Danmark. Nationalt Genom Center er oprettet som en selvstændig organisation under Sundhedsministeriet. Regeringen har i alt afsat 100 mio. kr. i 2017-2020 på finansloven for 2017 til at medfinansiere arbejdet med personlig medicin. Derudover har Novo Nordisk Fonden bevilget en milliard kroner til at kickstarte Nationalt Genom Center og betale for centerets infrastruktur og de første 60.000 genetiske analyser.

Læs om governance for Personlig Medicin og Nationalt Genom Center

Læs om, at loven om Nationalt Genom Center vedtages i 2018

Nationalt Genom Centers opgaver

Vores overordnede opgave er at skabe grundlag for udvikling af bedre diagnostik og mere målrettede behandlinger ved hjælp af genetiske analyser (genomsekventering). I tæt samarbejde med blandt andet de sundhedsfaglige miljøer i regionerne, forskningsverdenen og fonde er vi med til at virkeliggøre den nationale strategi for personlig medicin. Vi stiller blandt andet en fælles teknologisk infrastruktur - en fælles ressource –  til dataanalyse, lagring og videndeling til rådighed for sundhedsvæsnet. Den teknologiske infrastruktur har kapacitet til at opbevare og kombinere store mængder af forskellige data.

I Nationalt Genom Center medvirker vi også til at sikre, at borgere og patienter inddrages i udviklingen af personlig medicin i Danmark, og at vi får belyst de etiske og juridiske aspekter, der er forbundet med en øget anvendelse af teknologier inden for genetiske analyser (genomsekventering).

Vi sekretariatsbetjener styregruppen for den nationale strategi for personlig medicin og tilhørende arbejdsgrupper.

Hvad er personlig medicin?

Personlig medicin er behandling, der i højere grad kan tilpasses den enkelte patient. Det vil sige medicin, som er udviklet med henblik på at kunne tilpasses mere præcist til den enkelte patients gener, fysiologi og livsstil. Oplysninger om fx en patients genetik eller sygdommens genetik er centralt inden for personlig medicin og kan anvendes til diagnostik og behandling af sygdom, der tager højde for patientens eller sygdommens særlige biologiske forhold. Personlig medicin bevæger sig væk fra one-size-fits-all tankegangen, hvor medicin er standardiseret til alle uanset køn, genetik, alder, livsstil m.m., til at se meget mere individuelt på den enkelte patient. Personlig medicin er derfor kombinationen af viden om den enkelte patients genetiske data med andre sundhedsdata. 

Læs mere om personlig medicin

National strategi for Personlig Medicin 2017 - 2020 fokuserede på etablering af en national, sammenhængende infrastruktur, der understøtter en øget anvendelse af genomsekventering (information fra hele arvemassen) i sundhedsvæsenet.

National Strategi for Personlig Medicin 2021-2022 fokuserer fortsat på de patientnære og kliniske behov. Det skal være med fokus på sygdomme og risikogrupper for derigennem at skabe grundlag for forskning og udvikling.