Ny national supercomputer klar til at modtage gendata fra patienter

Publiceret 01-07-2019

Vores gener har indflydelse på, hvorvidt en behandling virker eller ej, eller om vi får bivirkninger af dem, ligesom generne kan fortælle om, vi lider eller kommer til at lide af en bestemt sygdom.

Data om den samlede arvemasse hos bare én patient fylder 100-200 GB – det svarer til en papirbunke på højde med Rundetårn. Derfor har Danmark oprettet et Nationalt Genom Center. Det kommer til at betyde en ny landsdækkende infrastruktur, der styrker mulighederne for at behandle patienter mere målrettet ud fra viden om bl.a. deres gener. Direktør i Nationalt Genom Center, Peter Løngreen, siger:

Danmark har i dag sat et nationalt supercomputersystem i drift. En af infrastrukturens første opgaver vil være at fungere som støtteværktøj til behandling af akut syge børn. I en såkaldt ”pilotfase” vil Nationalt Genom Center sammen med regionerne benytte supercomputersystemet til børn, hvor man fx mistænker en medfødt stofskiftesygdom eller arvelig epilepsisygdom. Denne patientgruppe er valgt, fordi der er tale om alvorligt syge børn, hvor årsagen kan være en genetisk sygdom, som kan behandles. På sigt vil andre patientgrupper, fx patienter med kræft, hjerne- og hjertesygdomme, få gavn af det nye nationale center.

Netop fordi data om vores genom er så omfattende, er der brug for et supercomputersystem, som hurtigt kan finde frem til patientens ændringer i generne, såkaldte genvariationer. Den viden kan lægerne bruge til at finde ud af, hvad patienten fejler, og på sigt også hvilken form for behandling, der passer til den enkelte patient. Derfor er kernen i infrastrukturen et nyt nationalt supercomputersystem, som tilbyder sin analysekraft af patienters gener til alle landets hospitaler, og på sigt nye nationale laboratorie-faciliteter i både Vest – og Østdanmark, hhv. Aarhus og København. Potentialet for den enkelte patient er stort, og mange har bidraget til, at infrastrukturen i dag er klar til brug. Det gælder fx regionerne, Folketinget, Lægevidenskabelige Selskaber, sundhedsdekanerne, Novo Nordisk Fonden, Danske Patienter og en lang række nationale og internationale eksperter på både det sundhedsfaglige og teknologiske område. Peter Løngreen siger:

Takket være stor støtte fra en lang række bidragydere og eksperter har vi kunnet opbygge en verdensførende infrastruktur inden for sundhedsområdet. Det betyder, at vi i Danmark har én samlet infrastruktur, som kan afdække mønstre og sammenhænge i patientens sygdomsbillede. Det vil komme patienten til gode, fordi det vil give lægen et mere præcist billede af patienten, der vil kunne få stillet en mere klar diagnose.”

Det nye centers indsats skal skabe grundlaget for, at læger og forskere ved hjælp af viden om patienters gener og sygdomsårsager bedre kan målrette behandlingen til den enkelte patient.

I december 2018 afsatte Novo Nordisk Fonden en rammebevilling på ca. 1 mia. kr. til Nationalt Genom Center. Rammebevillingen har fremskyndet arbejdet henimod, at det danske sundhedsvæsen i højere grad kan behandles ud fra viden om den enkelte patients gener, og muliggør at der kan foretages op mod 60.000 omfattende genetiske analyser i sundhedsvæsenet over de kommende 4,5 år.

Fakta

Præcisionsmedicin eller personlig medicin kan betyde, at:

  • Vi opdager nye sygdomsmekanismer. Det betyder både, at vi højere grad kan forebygge sygdomsudvikling, tilpasse behandlingen bedre eller udvikle bedre behandlinger
  • Vi kan stille mere præcise diagnoser, hvilket er afgørende for at sætte den rette behandling af patienten i gang.
  • Patienter kan gennemgå behandlingsforløb med færre bivirkning, fordi vi ud fra genetisk viden om patienten kan undgå at sætte behandlinger i gang, som ikke virker på patienten
  • Vi i højere grad sætter behandlingsforløb i gang, som vi ved virker ved den specifikke sygdom

Fakta om supercomputeren

  • Supercomputeren har ca. 17.000 CPU-kerner. Det betyder, at supercomputeren har den samme regnekraft som over 4000 Personlige Computere (PC'ere) i gennemsnit.
  • Supercomputeren er baseret på "security by design", hvilket betyder, at supercomputersystemet har datasikkerhed som et centralt designparameter.
  • Supercomputeren er specielt designet til Life Science, og kan håndtere store mængder data både sikkert, fleksibelt og præcist.
  • Supercomputeren er "grøn" - 70 pct. af computerens servere afkøles med 40 graders varmt vand, og varmen herfra genanvendes til opvarmning af de omkringliggende bygninger.

Regler for samtykke og selvbestemmelse

  • Der er fastsat regler om, at patienter skal samtykke skriftligt til en omfattende genetisk analyse
  • Der er fastsat regler om, at patienten bestemmer over de genetiske oplysninger, der er udledt af biologisk materiale, og som opbevares i Nationalt Genom Center. Det betyder, at patienten bestemmer om egne genetiske oplysninger, der opbevares i Nationalt Genom Center, kun må anvendes til behandling og formål knyttet hertil.

Mere info

Yderligere oplysninger

Kommunikationsansvarlig Grith Enemark: 2063 4891, ghe@ngc.dk