Beslutningsstøtteværktøjer

Center for Fælles Beslutningstagning

I 2014 blev Center for Fælles Beslutningstagning (CFFB) etableret på Sygehus Lillebælt som led i ønsket om at udvikle en kultur for bedre fælles beslutningstagning. Formålet var at øge patientinddragelse i de beslutninger, som skal træffes under et behandlingsforløb, og dermed at patienterne oplever et bedre, tryggere og mere oplyst behandlingsforløb under deres sygdom.

I 2019 fik CFFB til opgave at implementere fælles beslutningstagning på alle sygehuse i Region Syddanmark og byggede til dette formål en model for implementering. Siden 2021 har centrets platform til udvikling af nye beslutningsstøtteværktøjer været tilgængelig for alle klinikere i Danmark, og centret har i flere tilfælde understøttet national, regional og lokal implementering samt opbygning af kompetencer og færdigheder inden for fælles beslutningstagning.

Hvad er fælles beslutningstagning?

CFFB definerer fælles beslutningstagning som:

Fælles beslutningstagning foregår, når patient og kliniker i fællesskab træffer beslutning om udredning, behandling, pleje eller opfølgning på en måde og i et omfang, som patienten foretrækker.

Der anvendes evidensbaseret viden om valgmuligheder, fordele, ulemper og usikkerheder til professionel rådgivning af patienten. Herved støttes patienten i at udforske egne værdier og præferencer, så den bedste mulighed vælges i forhold til patientens præferencer.”

Hvad er beslutningsstøtteværktøjer?

Til at understøtte fælles beslutningstagning kan patient og klinker anvende et beslutningsstøtteværktøj. Der findes både generiske beslutningsstøtteværktøjer og mere tilpassede værktøjer til konkrete kliniske kontekster. Fælles for beslutningsværktøjer er, at de:

  • Tydeliggør, at patienten sidder i en beslutningssituation samt hvilken.
  • Støtter dialogen mellem patient og sundhedspersonale, når der skal forklares om fordele og ulemper ved undersøgelse, behandling eller et forløb.
  • Hjælper patienten med at tænke over, hvad der er vigtigt for vedkommende, og hvilken løsning, der er bedst.
  • Skitserer fordele, effekter, risici og ulemper for alle muligheder på en klar og balanceret måde og giver ingen anbefalinger.
  • Gør patienterne mere tilfredse med behandlingen, idet de føler sig bedre involveret, og sjældnere fortryder en beslutning.

Links til supplerende informationer

Find uddybende information på Center for Fælles Beslutningstagnings hjemmeside: Center for Fælles Beslutningstagning (sygehuslillebaelt.dk)

Find uddybende information om beslutningsstøtteværktøjer: Beslutningsstøtteværktøjer (sygehuslillebaelt.dk) 

 

Ovenstående information er gengivet med tilladelse fra Center for Fælles Beslutningstagning.